Velkommen til!

Ohøj derude i cyberspace! Du er nu inde på bloggen Nun Uden Filter. Nun, det er mig. Somme tider sker der ting og sager i mit liv som jeg deler med verden, andre gange har jeg bare skøre tanker. Og nogle gange udgiver jeg korte tekster og noveller. Føl dig velkommen til at kigge lidt rundt, kommentere på nogle blogs eller skynde dig væk mens du kan.
God vind herfra.

fredag den 21. september 2012

Farvel og tak

Kære læsere
Jeg har taget den beslutning, at jeg vil lukke min blog ned. Dette gør jeg fordi jeg har åbnet en ny og bedre blog! Den hedder Læselyst og handler om gode læseoplevelser. Jeg håber i vil tage godt imod den. Du kan komme til den her.

Bloggen her sletter jeg ikke, så den vil stadig ligge her, hvis nogen skulle få lyst til at læse lidt i de gamle indlæg. Men der kommer ikke flere nye. Håber at se jer på den anden side ;)

Bedste tanker - Nun

tirsdag den 21. august 2012

Billige tricks

Normalt er jeg ikke ret meget en tøsepige. Faktisk har jeg altid været lidt af en drengepige. Jeg kunne lide at bygge huler og klatre i træer, og det der med make up, gad jeg ikke bruge tid på. Jeg elsker stadig at spiller computer eller nintendo, har mange drengevenner og bryder mig ikke ret meget om farven pink. Men jeg er nu blevet mere piget end jeg var tidligere. En dag kom jeg nemlig til at se Sex And The City. Og jeg skal da gerne indrømme at jeg har set hele serien to gange. Sådan. Bum.

Som så mange andre piger er jeg også faldet for at shoppe. Nye sko, nyt tøj, nyt make up, nye tasker, nye accessories. Men da jeg også er vild med bøger, film og spil bliver der pludseligt mange ting at købe. Og når man så ovenikøbet ikke har verdens største pengepung begynder det at knibe.
Lige i øjeblikket står jeg i et smukt minus, pga. studiestart og jeg regner ikke med at det bliver bedre, når jeg nu skal til at købe bøger.

Men denne blog handler ikke om min økonomiske frustration, selvom jeg da får en smule udløb for den, men om hvordan man IKKE bør fortvivle.
Jeg elsker at læse ELLE, tro det eller ej, og kan godt lide at kigge mode i dameblade. Men alle deres tips og trends er altid så pisse dyre. Især for en studerende. Jeg kunne godt tænke mig at lave et livstilsblad til unge, som måske er studerende eller af andre årsager ikke har så mange lommepenge, men vise at man sagtens kan få mange lækre ting, uden at det behøver at koste en formue.

Personligt er jeg en stor fortaler for second hand, genbrug, som jeg også allerede har skrevet en blog om. Det er både billigere, man støtter en god sag og miljøet! Desuden er det lækkert, at gå i noget tøj som ikke lige står forrest i HM eller Only. Jeg husker en sej T-shirt jeg engang købte i Only og på få dage så jeg de første tre-fire andre med den. Jeg kan godt lide at sammensætte tingene på min egen måde, og have min egen stil. Men det er ikke kun storblomstrede kjoler eller gamle mormor sandaler man kan finde på genbrug. For nylig fandt jeg en smukt bolero som viste sig at være af mærket Noa Noa til 30 kr.!

Så jeg vil lige dele med jer, disse fine ballerinaer jeg købte i dag. De er lidt brugte, til gengæld passer jeg dem perfekt, og der er plads til strømpebukser til når kulden kommer:

Fine, brugte ballerinaer til 25 kr.
 Derudover ledte jeg efter en kjole med spræl i, til nogle af de mange fester ved universitetet jeg skal til, og fandt denne smukke kjole. Den er rigtig fin med et bælte i livet!

Kjolen her kostede den uhyre sum af 40 kr.


Alt i alt brugte jeg 65 kr. og jeg mener, hvad kan man få for 65 kr. i dag?

Det er blevet sent, og jeg vil ikke spilde mere af jeres tid! Burde jeg skrive mere om tricks og tips til at pifte garderoben eller hjemmet op for få penge? Smid en kommentar!

Peace out og alt det der! //Nun

onsdag den 15. august 2012

Italien - Kirken vi aldrig fandt

Her følger andet og sidste afsnit om min tur til Italien. Hvis du vil læse del 1 så KLIK HER.

Bredden ved Lago d'Iseo
Som før nævnt, boede vi ved Iseo søen, eller Lago d'Iseo, et utroligt smukt sted. Ikke så underligt, at søerne i Norditalien er så kendte rejsemål, for både charter turister og filmstjerner. Disse næsten magisk blå søer, med deres frodige breder og højtravende bjerge, har været baggrund i flere film, blandt andet er det her romancen mellem Anakin og Padme udspiller sig i Star Wars.

Vi var rundt om søen og se den fra næsten alle sider, og hver eneste dag tog synet næsten pusten fra mig, skønheden synes at være uendelig og ramme præcist og dybt i hjertet. Og under den brændende sol, den klare blå himmel, omkranset af stejle bjergskråninger, følte jeg mig tryllebundet og dybt betaget. Det syntes som vibrerede omgivelserne og skabte en klang i mit indre af ro og fred, der kun kunne dækkes af ét ord: Harmoni. Jeg følte en afslappethed, en følelse af velkendthed (hvor skørt det end må lyde), der gav mig lyst til at sætte mig ned med et glas koldt et-eller-andet og lade mine tanker udfolde sig, som skyer der langsomt skifter form imens de driver over himlen. Her, tænkte jeg, her kunne jeg sidde og stirre ud i landskabet for evigt uden at kede mig, her kunne jeg finde inspirationen og kreativiteten til alle de bøger, man kunne nå at skrive på et liv.

Havnen ved Monte Isola
Midt i Lago d'Iseo, ligger øen Monte Isola. En lille ø på godt 12 km2 og under 2000 indbyggere. Man kommer der til med små både eller færger, hvor der på de største måske kan være 50 mennesker. Man kan ikke få en bil med derover. Vi så tre biler. Målet med turen, var at bestige den lille ø, for at besøge en kirke, der ligger på toppen. Turen over vandet var forbavsende rolig, vi gled stille igennem vandet, som var der ikke mere end en halv meter dybt (søen er på de dybeste steder over 200 meter dyb). Vi lagde til i den lille havneby og begyndte opstigningen. Det var midt i middagsheden, så turen var temmelig hård. Først gik vi ad byens små snoede gader og trapper, for bagefter at bevæge os op igennem et lidt mere svalende skovområde. Efter en halv times tid, stødte vi på den asfalterede vej, som vi fulgte et godt stykke tid. Meget kan sige om denne tur, men humøret dalede drastisk i den bankende varme og stejle bakker. Efter omtrent 1½ times vandring, nåede vi en lille landsby, og kunne skimte kirken. Da det gik op for os, at vi stadig var mindst en time fra toppen, dalede begejstringen til nul, og besluttede, at det også var helt fint bare at se kirken fra afstand. Vi fik øje på det, som måtte være byens eneste forretning. Fra de åbne døre hørtes højrystede stemmer, fra en gruppe ældre mænd, med vin i deres glas. Men udenfor var der et skilt med is, så vi gik ind. Min ældste lillebror gik op til den ældre dame ved disken, kiggede hende i øjnene og sagde: "Coca cola!" Damen lyste op i et velkendt smil og svarede med et nik: "Coca cola!" Dette må være beviset for, at Coca Cola, er et globalt sprog, som findes i alle afkroge af verdenen. Colaerne var lunke, men isen var kold og jeg har aldrig fået bedre proviant.
Selvom turen endte uforløst, var selve turen utrolig smuk, da vi i takt med at vi kom højere op på øen, fik bedre og bedre udsigt ud over søen.

Trapperne snor sig op ad Monte Isola
En anden dag tog vi ind til byen Sarnico, hvor der var ugentlig marked. De små gader var stoppet med overdækkede boder som solgte tøj, tasker, sko, punge, make up, creme, grøntsager og ost. Et sted blev der grillet kylling på store spyd, og duften bredte sig mellem boderne. Der var en strøm af mennesker i farverigt sommertøj, og alle vegne hørtes høje stemmer fra sælgere og køber. Jeg kunne have brugt hele dagen på at inspicere alle de forskellige boder og købt mig fattig. Ved tøjboderne, var sælgernes store varevogne omdannet til små prøverum. Ved en bod fandt jeg en masse tøj, der i farver, stof, stil og snit mindede utroligt meget om Noa Noa. Jeg kunne have brugt en formue det sted, men endte med at bruge mine sidste penge, knap 200 kr., på en smuk kjole, jeg ville bruge til et havebryllup ugen efter.

De sidste par dage steg temperatuerne, og vi var godt over de 30 grader. To gange, blandt andet den sidste dag, tog vi derfor i et udendørs vandland. Jeg har aldrig forstået konceptet i det, før jeg prøvede det udenfor Danmark, hvor der med god vilje er badevejr en uge om året. Der var simpelthen ikke nogen andre steder at holde ud at være, end i en liggestol eller i vandet. Vandaerobic, rutsjebaner. Jeg badede og tørrede i solen. Badede og tørrede i solen, og som jeg lå der under den skyfri himmel, tænkte jeg, at det havde været en dejlig ferie og det var en skam vi allerede skulle hjem. Men jeg savnede frygteligt min egen seng, og det er nu altid rart at komme hjem igen.


Jeg kunne nu godt se mig selv sidde som pensionist på en veranda i skyggen, nippe til et glas rødvin og nyde udsigten fra bjergene ud over søen.

Jeg har tilføjet nogle flere billeder herunder.

//Nun
Gammel dør, læg mærke til det gamle kommunist mærke
Udsigt fra Monte Isola ud over søen
Gammel låge på Monte Isola
Hus på Monte Isola

Smukt sted nær vores hus