Velkommen til!

Ohøj derude i cyberspace! Du er nu inde på bloggen Nun Uden Filter. Nun, det er mig. Somme tider sker der ting og sager i mit liv som jeg deler med verden, andre gange har jeg bare skøre tanker. Og nogle gange udgiver jeg korte tekster og noveller. Føl dig velkommen til at kigge lidt rundt, kommentere på nogle blogs eller skynde dig væk mens du kan.
God vind herfra.

lørdag den 10. marts 2012

Den morgen regnede det

Jeg deler her en kort novelle med jer. Håber i kan lide den.


Den morgen regnede det. Jeg husker det fordi du havde ladet vinduet stå på klem, og der var kommet vand i min mobil, som lå i vindueskarmen. Den gik ikke i stykker, den virker skam fint. Der er bare ikke lys i 7’er tasten. Tasten for pqrs. S som i snog. S som i snedig. S som i smidt væk. Det var ikke fordi det regnede så meget, det stod bare lige ind på ruden, vinden kommer altid den vej fra. Det er som regel meget rart, det gør det nemt at lufte ud. Jeg havde ellers lige fået rent sengetøj på. Det med de lyserøde blomster jeg så godt kan lide. Du havde lavet kaffe, for der var stadig lidt tilbage i kanden, men det var blevet lunkent. Mens jeg hældte det ud i vasken tænkte jeg på, om jeg skulle lave mig en ny kande. Jeg tog et glas juice i stedet. De havde lukket stationen pga. noget terror. En taske. De havde vidst nævnt det i radioen, men jeg hører aldrig efter om morgenen. Jeg kan bare godt lide at høre nogen snakke, når jeg er alene. I stedet måtte jeg tage bussen. Det var ellers længe siden. Det er både langsommere og mere ubehageligt. Det er de underlige og gamle mennesker, der tager bussen. Der er altid en udefinerbar lugt, som hænger ved en af passagerne, og jeg tør aldrig tænke på, hvor lugten stammer fra. Du kunne godt lide at tage bussen. Der var så mange interessante mennesker, sagde du altid. Jeg forstod dig ikke, men der er så meget jeg ikke forstår. Jeg forstår ikke, hvorfor det skulle ske for mig. Der var mange mennesker i bussen, fordi det regnede. Jeg ville ønske jeg bare havde taget min cykel, men så kom jeg i tanke om, at min regnjakke ikke var blevet lappet for et hul, der var revet i den i foråret. Du var mere den forsigtige type, der er altid passede godt på og var forudsigende. Det var også derfor, at jeg ikke kunne få tingene til at hænge sammen, før du sagde det, før det kom frem som ord. Jeg forstod det ikke. Hun lå der bare. Kiggede på mig. Der lugtede også den dag i bussen. Sikkert en kattedame. Jeg kunne ikke se ud af vinduet, for regndråberne løb ned af ruden og slørede alt, som for at skærme for verdens sande ansigt. Det var først da du kom ind, at det hele begyndte at gå op for mig. Ude i køkkenet indrømmede du. Jeg forstod det ikke, men det tror jeg heller ikke, at du gjorde. Du lod mig være alene under lysstofrøret og jeg fandt ro i køleskabets brummen. Da jeg kom ind igen var hun væk. Du sagde vi skulle sove. Du sagde, at du ville være væk når jeg vågnede. Det var bedst sådan. Du vidste, at jeg ikke kunne tilgive dig. Jeg vidste, at jeg ikke ville tilgive dig. Jeg kunne ikke falde i søvn, lå bare vågen længe uden at forstå. Du snorkede. Det var sent da jeg endelig faldt hen, men jeg vågnede alligevel tidligt. Du var allerede gået. Den morgen regnede det.

1 kommentar:

  1. Meget smukt sprog. God indledning, der sætter læseren i den rette stemning med det samme. Det lidt melankolske. Jeg ser dog håb forude - telefonen virker trods alt, selv om den er ramponeret. Er det rigtig forstået. Fin novelle.

    SvarSlet