Velkommen til!

Ohøj derude i cyberspace! Du er nu inde på bloggen Nun Uden Filter. Nun, det er mig. Somme tider sker der ting og sager i mit liv som jeg deler med verden, andre gange har jeg bare skøre tanker. Og nogle gange udgiver jeg korte tekster og noveller. Føl dig velkommen til at kigge lidt rundt, kommentere på nogle blogs eller skynde dig væk mens du kan.
God vind herfra.

lørdag den 21. april 2012

Da far havde tabt sit ansigt


Efter opfordring udgiver jeg hermed endnu en novelle

Da far havde tabt sit ansigt
- og mor var helt nede i kulkælderen

Far turde ikke tage på arbejde fordi han havde tabt sit ansigt. Nu lå det der på arbejdet, og han ville ikke gå derhen uden. Han turde ikke hente det.
”De dør jo af grin. Jeg ser komplet latterlig ud uden!” Jeg synes ikke, han så ret sjov ud. Faktisk var han ret uhyggelig uden sit ansigt. Bare en glat overflade. Ingen øjne eller næse eller mund. Nogle gange blev jeg virkelig bange for ham. Somme tider stod jeg foran spejlet og prøvede at forestille mig, hvordan jeg ville se ud uden ansigt. Hvordan så jeg ud bagved? Det var svært at forestille sig.
”Hvorfor går du ikke bare hen og henter det?” kunne mor spørge. Så blev far virkelig gal, hans hoved blev helt rødt, og hvis han havde haft øjne, ville de se rasende ud. Jeg havde nogle gange svært ved at huske, hvordan han plejede at se ud med sit ansigt på, men når han blev vred, kunne jeg huske hans ansigt tydeligt.
”Så vil de bare grine af mig. Ønsker du, at jeg skal gøre mig til grin? Overfor mine kollegaer? Overfor min chef?”
”Hvornår vil du så kunne gå på arbejde igen?” ville hun spørge.
”Er det ikke på tide, at du selv får et job, hva´?” ville far snerre. Så græd mor og gik ud af stuen. Så ville hun tage ind til byen for at søge arbejde, men hun kom aldrig ud af blokken, for hun kom altid til at køre for langt med elevatoren. Så trykkede hun forkert på knapperne og kom til at køre helt ned i kulkælderen. Efter et par timer ville far så sige:
”Smut ned i kælderen og hent mor.”
Der var så mørkt i kulkælderen, at hun altid for vild. Jeg kunne ikke lide at være der. Der var store stakke af kul, og snavset gjorde luften tyk i halsen. Der var så mørkt, men det var ikke mit mørke, det var mors, så jeg kunne se lidt, men mor var blind. Jeg kunne altid høre, hvor hun var, fordi hun sad i mørket og græd. Der var uhyggeligt, mere uhyggeligt end fars glatte hoved. Så kaldte jeg på hende, men hun ville ikke svare. Når jeg tog hendes hånd ville hun sige:
”Er det dig, min skat?” og jeg ville svare:
”Ja, mor.”
Jeg kunne godt forstå, at far ikke ville gå ud uden sit ansigt. Nogle gange var det som om mor ikke forstod det. Så blev hun ved med at spørge far om, hvornår han ville arbejde igen, indtil far blev helt rød i hovedet. Så råbte de igen.
”Hvordan kunne du også tabe dit ansigt midt på arbejdet?”
”Jan og de andre overraskede mig! Det skete bare. Jeg blev så forskrækket, at det bare røg af.” Mor forstod det ikke.
”Kan du ikke bare hente det? Måske har nogle af rengøringsfolkene fundet det. Måske ligger det i glemmekassen?”
”Forstår du ikke, hvor ydmygende det er at skulle lede efter sit ansigt i en glemmekasse?!” råbte far.
”Forstår du ikke, hvor ydmygende det er, at have en mand uden ansigt?” råbte mor.
”Skaf dig dog et arbejde,” snerrede far og mor løb grædende ud af døren. Jeg kunne ikke lide, at de råbte. Slet ikke når de råbte så meget, at mor endte i kulkælderen. For så skulle jeg ned efter hende, og det brød jeg mig ikke om.
Det var ikke hver gang hun tog elevatoren, at hun endte i kælderen. Nogle gange ramte hun rigtigt, og så tog hun ind til byen. Når hun kom hjem, var hun altid glad.
”Fik du så et arbejde?” brummede far henne fra sin stol.
”Nej, men jeg havde en dejlig dag,” kvidrede hun og begyndte at fortælle, om alt det hun havde oplevet. Nogle gange troede jeg ikke far hørte efter, men det var svært at vide, når han ikke havde sit ansigt på.
Måske var han misundelig over, at mor kunne gå ud i byen, fordi hun stadig havde sit ansigt.
”Kan du ikke bare få et nyt ansigt, far?” spurgte jeg en dag. Det var så svært at være sammen med ham, når man ikke kunne se hans ansigt. Han var ret uhyggelig og nogle gange fik jeg mareridt om natten.
”Du ved ingenting,” snerrede han og jeg spurgte ikke om mere.
En dag kom mor ikke hjem til tiden. Vi gik rundt og ventede i flere timer, far og jeg, men hun kom ikke.
”Kig nede i kælderen for en sikkerhedsskyld.”
”Jeg vil ikke,” svarede jeg.
”Gør det nu bare,” sagde han og jeg kunne ikke sige ham imod.
Der var helt stille i kælderen. Jeg kunne ikke høre mor og ikke se noget i det svage lys. Jeg stod lidt i døren og lyttede. Et sted dryppede et vandrør. Jeg skyndte mig ud igen. Da jeg kom op igen, var mor kommet hjem. Far var rasende, men mor lagde ikke mærke til det. Hendes smil bredte sig i hele stuen.
”Det var fantastisk!” udbrød hun. ”Helt fantastisk.”
”Hvor har du været?” Far lagde armene over kors henne i sin stol.
”Jeg trykkede forkert igen, i elevatoren. Jeg trykkede et alt for højt tal, 16 eller sådan noget.”
”Så mange etager er der slet ikke i bygningen,” sagde far tørt.
”Nej, men det var jo også en fejl. Men der skete noget fantastisk. Jeg kom et helt eventyrligt sted hen! Der var lyst og rart og alting var så dejligt!”
”Sikke noget vrøvl!”
Far havde rejst sig. Hans hoved var rødere end nogensinde før. De begyndte at råbe igen. Grimme ord fløj gennem luften og slog til dem begge. Mors kinder blev røde. Jeg tænkte, at jeg bare kunne gå, inden mor endte i kulkælderen og jeg skulle hente hende. Jeg tænkte, at jeg bare kunne gå, så jeg ikke skulle høre på dem. Og det gjorde jeg så. Jeg kørte ned i kulkælderen. Der var helt mørkt nu, for i dag var det mit mørke og mig, der var blind. Jeg famlede mig igennem mørket, faldt over løse kul. I et hjørne satte jeg mig ned. Her var helt stille. Jeg forestillede mig, hvordan de råbte ovenpå. Efter et stykke tid kunne jeg høre nogen komme. Det var mor. Hun græd. Jeg tror ikke, hun kunne se mig. Hun gemte sig et sted i mørket og græd videre. Det var irriterende, mit gemmested var blevet afbrudt. Jeg famlede mig igennem mørket og prøvede ikke at lave larm. Jeg tror ikke hun ville have hørt mig under nogen omstændigheder, men jeg gad ikke snakke med hende. Da jeg kom tilbage til elevatoren, stod jeg lidt rådvild og kiggede på knapperne. Jeg gad ikke snakke med nogen. Jeg gad ikke høre på nogen. Jeg gad bestemt ikke høre på mors klynken eller fars prusten. Jeg ville ikke ende med at sidde i kulkælderen og græde, og jeg var bange for at tabe mit ansigt. Så trykkede jeg på knapperne. Først 1. Så 0 og så 0 igen. Elevatoren satte i gang med et ryk. Det kildede i maven. Jeg kunne faktisk godt lide at køre i elevator. Efter lang, lang tid stoppede elevatoren igen. Dørene gled fra hinanden med et ”pling” og et gyldent lys strømmede mig i møde. Jeg lod et smil fasttømre mit ansigt så det aldrig ville falde af, og gik ud.

1 kommentar:

  1. Fantastisk godt skrevet! Dejlig finurligt.. og alvorligt! KH Helle

    SvarSlet