Velkommen til!

Ohøj derude i cyberspace! Du er nu inde på bloggen Nun Uden Filter. Nun, det er mig. Somme tider sker der ting og sager i mit liv som jeg deler med verden, andre gange har jeg bare skøre tanker. Og nogle gange udgiver jeg korte tekster og noveller. Føl dig velkommen til at kigge lidt rundt, kommentere på nogle blogs eller skynde dig væk mens du kan.
God vind herfra.

onsdag den 23. maj 2012

For sidste gang


I foråret 2009 deltog jeg i saxo.dk's online forfatterskole. Det var super sjovt, og var med til at inspirere mig til at skrive på forskellige måder. Uden at sige for meget, så elsker jeg lidt at tage fusen på min læser. Det er blot en kort hyggelig, lille tekst. 


"Hej skat, så er jeg hjemme!" Der kom selvfølgelig intet svar. Jeg gik ind i den alt for oplyste stue, og så mig mistroisk omkring. Sofapuderne lå ikke på deres pladser, men var erstattet af sammenkrøllet tøj. Jeg rynkede brynene, som opfangede svedperlerne inden de kom ned i mine øjne. Min hals var tør, da jeg pludselig fik øje på et par røde stiletter, som skødeløst var kastet på gulvet. Jeg gik frem for at samle dem op, og mærkede hvordan min bluse klistrede sig til min ryg. I det sammen gik døren ind til soveværelset op. Han så uroligt på mig. 
"Skat? Er du allerede hjemme?" "Nej jeg sidder stadig på kontoret og ordner fakturaer!" hvæsede jeg arrigt. Latter. Jeg kunne se, at han var nervøs, men det var ikke derfor han tørrede sig over panden. Som så mange gange før fremkaldte jeg mit rasende-men-såret ansigtsudtryk, og gik målbevidst over mod soveværelsesdøren. Han stillede sig i vejen som en rugbyspiller. "Lad mig komme forbi!" Jeg kunne mærke at min makeup var begyndt at tvære ud, og det distraherede mig en smule. Vi vidste begge to, hvad der nu skulle ske. I det samme åbnedes badeværelsesdøren, og en ung, letpåklædt pige kom vadende ud. "Guuud!" udbrød hun, da hun fik øje på mig og blinkede blåøjet med sine kunstige vipper. Salen brød ud i latter, og jeg vidste, at nu var den hjemme. Med et brøl kastede jeg mig ud i en jagt efter pigen, mens publikum lo bifaldende. Da tæppet senere gik ned for sidste gang, blev vi kaldt frem af klapsalverne, og vi kom alle smilende, svedende og sejrstolte frem for at bukke. Der er intet, som slår den sidste forestilling.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar