Velkommen til!

Ohøj derude i cyberspace! Du er nu inde på bloggen Nun Uden Filter. Nun, det er mig. Somme tider sker der ting og sager i mit liv som jeg deler med verden, andre gange har jeg bare skøre tanker. Og nogle gange udgiver jeg korte tekster og noveller. Føl dig velkommen til at kigge lidt rundt, kommentere på nogle blogs eller skynde dig væk mens du kan.
God vind herfra.

tirsdag den 7. august 2012

Blodappelsiner

Endnu en lille prosatekst til alle læsere:


Snart ville der være snefnug i luften. Det var ikke fordi Sam var metrolog eller stod i nær kontakt med gud, det var bare noget han kunne mærke. Ligesom man mærker fugtigheden i luften lige inden et regnskyld, eller den trykkende fornemmelse før torden. Sne havde en særlig smag i luften, en skarphed i næsen som ikke var til at tage fejl af. Sam trak skuldrene op og puttede sig under sit halstørklæde. Da han gik forbi en parkeret bil, fik han øje på sit spejlbillede i ruden. Han var ikke nogen exceptionel smuk person, men han var bestemt heller ikke grim. Han havde en ganske ordinær symmetri, som gjorde ham nogenlunde attraktiv. Engang havde hans læst i et blad, at det var symmetrien, der gjorde folk smukke. At jo mere symmetriske ens ansigtstræk var, jo mere tiltrækkende fandt andre én. Måske var det rigtigt. Måske var det bare en gang fis.

Det virkede på Sam som om det var mere koldt, end det i virkeligheden var. Ikke på grund af den så omtalte 'wind factor' som alle tv metrologer med respekt for sig selv nævnte jævnligt med ærefrygt, men på grund af rystelserne. De var ikke ret voldsomme, ingen andre ville lægge mærke til dem, men Sam kunne mærke dem. De lette vibrationer i hænderne. En rastløshed i musklerne, der gav ham lyst til at spænde og afspænde dem konstant. Nede i lommerne, gemt i handskerne knyttede han nævnerne stramt og strakte fingrene. Stramme, strække. Han prøvede at ignorere kvalmen som altid fulgte med den lette svimmelhed. En svimmelhed som knap nok lod sig mærke, men som lå på lur, og forvrængede virkeligheden i så lidt en grad, at man knap nok opdagede det. Men nok til at give verden en forkert vinkel. En drømmeagtig tilstand af kunstighed.

Når han havde det sådan kunne han ikke holde ud af være i sin lejlighed. Ganske vidst var den ikke lille af en etværelses at være, men den virkede så lille som en postkasse. Kvalmen ville stige og væggene ville vælte imod ham, som et hurlumhejhus på storm sejlads. Så måtte han ud. Ud i kulden. Ud under den åbne, grå vinterhimmel. Herude kunne han endelig trække vejret igen. Han opdagede, at hans lunger havde været klemt sammen. Store, forfriskende åndedræt kunne bringe ham på nogenlunde lige kurs igen. Så han vandrede. Hvileløst, tom. Man kunne tro, at han gik i sine egne tanker, men hans hoved var tomt. Sådan føltes det. Som en forladt lagerhal. Han kunne vandre i timevis uden at bekymre sig om noget. Bare trække vejret og mærke kulden prikke i ansigtet. Ikke tænke på rystelserne. Ikke tænke på noget.

I det samme gik han forbi en lille vogn som solgte frugt om sommeren. Der var selvfølgelig ingen frugt nu. Manden solgte aviser, blade, paraplyer og den salgs i vinterhalvåret. Sam var næsten gået forbi, da han stoppede op. Manden solgte appelsiner. Der var ikke ret mange. Kun én kasse. Runde, farvestrålende appelsiner. Sam havde tit gået forbi, men havde aldrig købt noget. Det virkede dog ikke som om sælgeren var i nærheden. Sam så på de saftige frugter, der midt i vinterkuldens grå bybillede mindede om et fatamorgana. Så tog han et par mønter op ad lommen og byttede dem for en appelsin.
Han måtte tage sine handsker af for at skrælle den på vej hjemad. Den var rigtignok saftig. Den orange væske løb ned af hans fingre, der hurtigt blev følelsesløse i kulden. Han smed skrællerne i en affaldsspand og delte appelsinen i både. Den første bid var himmelsk og forfriskende. Som en kold kilde i ørkenen. Den første båd røg hurtigt ned sammen med den næste. At der kunne findes så lækre frugte om vinteren var nærmest et mirakel. Det gik langsomt op for ham, at han ikke rystede mere. Den lette antydning af svimmelhed var også væk. Undrende spiste han de sidste både. Måske var det dét han havde trængt til.

I opgangen stødte han på sin overbo. En køn tøs han havde snakket med et par gange. Hun virkede som om hun godt kunne lide ham. Det var i hvert fald, hvad han håbede på. Han stoppede op for at tjekke sin postkasse, der hang ved siden af hendes. Efter en kort snak lænede hun sig en smule tættere på ham. Ikke meget, bare en ganske lille smule, men det var nok og han forstod en hentydning. Ganske let strejfede han hendes læber med sine. Jo, hun besvarede hans kys. Hendes læber var bløde og saftige. Søde som appelsinen. Og da han tog en bid af hendes overlæbe smagte hendes blod ligeså godt som saften fra frugten. Det løb ned over hendes hage, og han slikkede det begærligt i sig. Hun skreg ganske vidst, men hun smagte så godt, så forfriskende og han rystede slet ikke mere. 



Jeg var i humør til at skrive her til aften, men anede ikke hvad jeg skulle skrive. Så jeg skrev de første fem ord der faldt mig ind ned, og brugte dem som inspiration. De ord jeg skrev var: abstinenser, kulde, frygt, appelsiner, klaustrofobi

Ingen kommentarer:

Send en kommentar